Kruse-Net.dk

Der er ved at tegne sig en kedelig tendens på det lille hjemmekontor: harddiske holder ikke! Og her mener jeg ikke i et langt perspektiv, for vi ved jo godt alle sammen at intet holder evigt. Nej jeg taler om enhver form for perspektiv. De holder ikke i de 10 år som deres MTBF antyder, de holder ikke i de 3 år som kasserne udenom dem er om at blive forældede, de holder ikke i de 2 år som de minimum er garanteret i. De holder ikke engang i et enkelt år så man kan stole på at en ny disk er nogenlunde stabil. Faktisk holder de ikke engang en hel måned så man kan nå at få sine backup rutiner på plads når man for Gud ved hvilken gang er startet forfra efter et crash.

For nogle år siden var jeg glad for IBM diske. Det var der mange andre der også var. Og så ved jeg ikke rigtigt hvad der gik galt for IBM, men deres diske holdt i hvert fald op med at holde. Jeg havde en fem-seks stykker af dem, i forskellige størrelser, og alle undtagen én (en 120 GB disk der stadig kører) stod af indenfor meget kort tid. Det var ca. på den tid hvor IBM annoncerede at de ville holde op med at fabrikere harddiske (de solgte deres teknologi og, på daværende tidspunkt, meget dårlige rygte til Hitachi, hvilket i mine øjne gør Hitachi diske endnu mere upålidelige).

Som erstatning for IBM kastede jeg min kærlighed på Maxtor diske. Performance var dårligere end IBM’s men til gengæld sagde de væsentligt mindre. Det blev til et par 160 GB diske til at starte med. Den ene holdt i ca. en uge (der burde jeg have lært lektien, men ak) og blev erstattet. Erstatningen holdt i et halvt års tid og blev erstattet igen, denne gang med en 250′er. Jeg ved ikke om det var de store bogstaver i min kommunikation med Maxtor der gjorde det, eller om de bare havde indset at 160′erne nok var bedst som ballast og kasteskyts. 250′eren sad en tid som intern disk, men så begyndte eksterne USB bokse at vinde frem, og den havnede i en sådan ca. samtidig med at jeg indkøbte min første Maxtor OneTouch 250 GB – en fiks alu-kasse med en blæret blå diode på fronten. Diskene lod til at køre godt, og jeg er typen der godt kan lide at have god plads, så det blev til en OneTouch 250′er mere.

Og så gik alting frygteligt galt. Indenfor én måned (sommeren 2005) stod først den ældste OneTouch af, så den lidt ældre 250′er jeg selv havde lagt i USB boks, og endelig røg bundkortet i maskinen de begge havde været forbundet til, på en kedelig måde der også kostede indholdet af den interne harddisk. Det var i omegnen af 500 GB data – og det var dér jeg lærte hvordan man tager backup på en dvd brænder (backup af den interne disk lå på OneTouch’en, backup’en af OneTouch’en lå på den anden eksterne disk).

Nu er Maxtor jo et flinkt firma. OneTouch disken var under garanti, så jeg fik en ny for godt en måneds tid siden. Perioden har været anvendt til at skrabe de ting sammen der lå på den gamle, i det omfang det var muligt (en stor del af det var installationsfiler til alle de forskellige programmer jeg anvender i mit arbejde samt mp3 kopier af mine cd’er). Jeg var langt fra færdig med processen. Det kan nu også være det samme for her til morgen var turen nemlig kommet til den disk.

Jeg kan ikke lade være med at spørge: hvordan kan harddisk producenter i så stor stil tillade sig at fremstille produkter af så ringe kvalitet? Udover de diske jeg aktivt bruger har jeg kun oplevet to diske der har “overlevet” deres tjenestetid ved at holde længe nok til at de blev forældede. De er på hhv. 500 MB og 2,3 GB og de har en æresplads på min reol i soveværelset. Efter dem er kommet en stribe på måske 10 eller 15 diske som har fået en pludselig og ubehagelig død højst 5 år efter indkøb. Heraf tre der har smidt læsehovedet mindre end et halvt år gamle.

Jeg satser på Seagate nu. Kig tilbage om et par år for konklusionen på den satsning.