Kruse-Net.dk

Det man blogger er man selv...

Simpel synkronisering

SyncToy

Jeg har ved flere lejligheder gennem tiderne haft brug for synkronisering af filer imellem to lokationer. Opgaven har aldrig været triviel og hver gang har jeg måttet lede efter et egnet værktøj til lige den situation. Det har bl.a. bibragt mig (noget begrænset) erfaring med værktøjer som Rsync og Twin Folders, for nu at nævne to i hver sin ende af skalaen. Fælles for alle de værktøjer jeg har prøvet er at de enten har været noget indviklede at sætte op, eller ikke har fungeret særligt godt.

For nylig ledte jeg så efter noget helt andet og faldt helt tilfældigt over et nyt PowerToy fra Microsoft: SyncToy. Og det er i al sin enkelhed bare et ganske glimrende program – og så er det ovenikøbet gratis!

Programmet er ret simpelt at anvende: man kan oprette et antal “mappe-par”, hver med sit eget tilknyttede regelsæt. Regelsættet rummer information om synkroniseringsmetoden. Der er fem muligheder: Synchronize (alt hvad der ændres i begge mapper gentages i den anden), Echo (alle ændringer i venstre mappe gentages til højre), Subscribe (rettelser til højre på filer der allerede findes til venstre kopieres over), Contribute (alle ændringer til venstre undtagen sletninger gentages til højre) og Combine (nye og rettede filer på begge sider kopieres over). Desuden er der mulighed for at sætte en maske for hvilke filer der skal inkluderes, samt udvælge undermapper. Et par andre sjældent anvendte indstillingsmuligheder gør programmet mere end rigeligt fleksibelt – i de fleste tilfælde får man kun brug for at tage stilling til metoden.

Når man har oprettet sine mappe-par er man klar til at køre. De kan startes hver for sig, eller man kan udvælge et sæt og starte hele sættet. Udvælgelsen kan gemmes og programmet kan scheduleres så synkroniseringerne kører automatisk hvis man har behov for det.

Jeg har brugt programmet i et par uger nu, og det har allerede nået at redde den nyeste del af min billedsamling fra de evige bitmarker ved et disk-crash. På trods af at programmet er en del af PowerToys pakken og dermed stemplet som “uofficielt Microsoft produkt” er der en tydelig fornemmelse af “Microsoft-kvalitet” over det, og det er som sagt virkelig nemt at gå til. Desuden har det den store fordel at det (i hvert fald indtil videre) fungerer upåklageligt. Så det kan varmt anbefales!

God fornøjelse!

3 Responses på “Simpel synkronisering”

  1. gravatar 1 Kim
    17. november 2005 kl. 14:25

    Spændende, det må jeg lige prøve engang. Tror faktisk at det løser et problem som jeg havde hvor jeg faktisk har været igang med at lave mit eget program til det.

  2. gravatar 2 Søren
    31. august 2007 kl. 13:26

    Hmm, lækkert hvis jeg kunne installere det. Den kommer med en popup om at den mangler .NET Framework version 2.0.50727. Hvad er det og hvor finder jeg den rigtige? For når jeg siger yes til at den skal gå på denne side: http://msdn2.microsoft.com/en-us/netframework/aa731542.aspx, ved jeg sgu ikke hvad jeg jeg skal bruge. Jeg har en Athlon 64 proc.

    Søren

  3. gravatar 3 Jakob Kruse
    31. august 2007 kl. 13:58

    Søren,

    Du skal have den pakke der hedder “Redistributable Package”, i den udgave der passer til dit operativ-system. I de fleste tilfælde vil det være “x86″ udgaven:

    http://www.microsoft.com/downloads/details.aspx?familyid=0856eacb-4362-4b0d-8edd-aab15c5e04f5&displaylang=en

    Hvis du har en 64-bit Windows (bemærk, det har intet med CPU’en at gøre, kun Windows) skal du bruge “x64″ udgaven.

    Der er også den lidt lettere mulighed at gå på Windows Update, kigge under de valgfrie pakker, og så vælge og installere den der hedder noget med “.NET 2.0″.

    Håber det hjælper!

Skriv en kommentar