Som du, kære læser, sikkert har bemærket, så har jeg de sidste par måneder kæmpet en hård og uretfærdig kamp mod mørkets magter. Det er naturligvis Statoil der er tale om, og de har gjort det helt klart at hos dem er man ikke kunde (“kunden har altid ret…”) men undersåt (“betal din skat eller du får pisken…”).

Misæren startede da deres første regning på et nyt kort havnede blandt de tusindvis af breve Post Danmark smider væk hvert år. Jeg var ikke opmærksom på at jeg burde have modtaget en regning, så klask sagde det da Statoil gjorde mig opmærksom på den forsvundne regning til lovens maksimale pris.

Sagen er nu afsluttet. Statoil holder fast på deres ret til at behandle deres undersåtter så grimt som de kan uden at bryde gældende lovgivning (og er i øvrigt helt friske på en gang inkasso og evt. at prøve sagen ved domstolene). Jeg på den anden side kunne ikke være mere ligeglad med de tre gange 100 kr vi foreløbigt er nået op på i afgifter, men må indrømme at jeg nok ikke gider at ofre tiden på at køre linen ud.

Det springende punkt i sagen er at der her er tale om en tjeneste jeg selv har tilmeldt mig, og som jeg derfor havde forudsætninger for at forudse, ikke bare at, men også hvornår, jeg ville blive faktureret for. At det var første regning, at der var usikkerhed omkring hvorvidt kortet overhovedet var blevet brugt endnu og alt muligt andet er formildende omstændigheder, men irrelevant i forhold til at jeg kunne have henvendt mig til Statoil og fået de oplysninger der skulle til for at undgå overraskelsen.

Så — case closed. Regningerne er betalt og kortene er destrueret. Og nej, jeg kommer nok aldrig til at handle hos Statoil igen. Har du selv frivilligt underkastet dig deres enevælde håber jeg denne historie kan få dig til at overveje om det nu også er prisen værd, skulle der på et tidspunkt opstå et problem med en regning!